Tusinder af Trump-tilhængere demonstrerer i Washington

Tusindvis af tilhængere af Donald Trump er lørdag samlet i den amerikanske hovedstad, Washington D.C., for at vise deres opbakning til præsidenten, der hævder at være offer for valgfusk.

– Bedste præsident nogensinde, lyder det på et af de mange skilte, som Trump-støtterne har med.

En af demonstranterne, Margarita Urtubey, der er kommet hele vejen fra Miami sammen med sin søster for at være med i den såkaldte “March for Trump”, mener, at valget den 3. november var “så korrupt”.

– Trump vandt en jordskredssejr, hævder hun.

En anden Trump-støtte, Darion Schaublin, fortæller, at han er kommet fra Ohio for at protestere imod, at “hele systemet er manipuleret på den måde, information kommer ud til folk”.

– Sandheden kommer aldrig frem, mener den 26-årige Trump-tilhænger, der tilføjer, at han blev fyret fra sit job på en restaurant, fordi han nægtede at bære et mundbind.

Marchen begyndte omkring klokken 18 dansk tid fra Freedom Plaza i Washington. Her var tusindvis af mennesker samlet, og flere kom stadig til fra alle sider.

Under parolen “Stop the steal” – med henvisning til det påståede tyveri af stemmer – deltager også grupper som den højreorienterede milits Proud Boys.

I over en uge har Trump gentagne gange påstået, at valget er blevet “stjålet” fra ham, og at der er svindlet med stemmeoptællingen.

Hans valgkampagne og advokater har indgivet søgsmål til dommere i flere stater. Men indtil videre er de blevet afvist på grund af manglende beviser.

Der har været andre demonstrationer rundt om i USA, siden Joe Biden den 7. november blev erklæret valgets vinder. Men disse demonstrationer har været mindre.

Fredag skrev Trump på Twitter, at han måske vil “forsøge at tage forbi og sige hej” til demonstranterne i Washington D.C. lørdag.

Hans bilkortege passerede lørdag morgen forbi nogle af de jublende Trump-tilhængere, da præsidenten var på vej til Virginia for at spille golf, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I nærheden af “March for Trump” demonstrerer modstandere af Trump, blandt andet med skilte med teksten “Vi stemte – du er fyret”.

Store politistyrker er til stede for at forhindre, at deltagerne i de to demonstrationer støder sammen.

/ritzau/AFP