Afghanistan anholder bagmand til blodigt angreb på universitet

Afghanske styrker har fanget “bagmanden” til et voldsomt angreb på universitet i Kabul, som kostede mindst 22 mennesker livet.

Det oplyser det afghanske styre.

Ved angrebet tidligere på måneden brasede militante islamister ind i undervisningslokaler på universitetet og skød på må og få i flere timer.

Ud over de 22 dræbte blev 27 såret. Blandt de dræbte var tre angribere.

Angrebet 2. november kom midt under en voldsbølge, der går gennem det hårdt prøvede land. Den har indfundet sig samtid med, at den afghanske regering forhandler fred med den mangeårige ærkefjende Taliban. Det foregår i golfstaten Qatar.

– Bagmanden bag angrebet på Kabuls universitet er anholdt, skriver vicepræsident Amrullah Saleh på Facebook.

Han fortæller, at det drejer sig om en person ved navn Adil. Saleh gengiver ikke mandens fulde navn.

Adil var rekrutteret af den islamistiske milits Haqqani.

– Angrebet blev udført for at presse, nedværdige og få regeringen til at se svag ud over for folket, lyder det videre fra vicepræsidenten.

Adil skal under forhør havde afsløret, at han havde modtaget våben fra Haqqani-gruppen til at udføre angrebet mod universitetet.

Haqqani er en udløber af Taliban. Gruppen er berygtet for blodige angreb på civile og vestlige soldater.

/ritzau/AFP