Twitter markerer 300.000 valg-tweets som måske vildledende

Det sociale medie Twitter har markeret 300.000 tweets relateret til præsidentvalget i USA 3. november som “potentielt vildledende”.

Det er sket i perioden fra 27. oktober til 11. november.

De potentielt vildledende tweets udgør 0,2 procent af alle valgrelaterede indlæg på det sociale medie.

Det oplyser Twitter natten til fredag dansk tid.

Af de 300.000 tweets er 456 blevet dækket til med en advarselsbesked, ligesom at brugerne har haft begrænset mulighed for at kunne like, retweete eller svare på indlæggene.

Det oplyser Twitters chef for juridiske spørgsmål, politik, tillid og sikkerhed, Vijaya Gadde, i et blogindlæg.

Hun anslår, at 74 procent af de mennesker, som så de problematiske tweets, først så dem, efter at de var blevet markeret som måske vildledende. Som et resultat deraf faldt delingen af opslagene med cirka 29 procent.

I løbet af valgperioden i USA offentliggjorde Twitter beskeder på amerikanske brugeres sider, som “mindede folk om, at valgresultaterne sandsynligvis ville være forsinkede, og at brevstemmer er sikre og legitime”, udtaler Vijaya Gadde.

Disse påmindelser fra Twitter blev ifølge Vijaya Gadde set 389 millioner gange.

Næsten halvdelen af præsident Donald Trumps tweets blev markeret som værende potentielt vildledende i dagene efter valget.

Donald Trump har endnu ikke erkendt valgnederlaget til demokraten Joe Biden.

Allerede på valgnatten erklærede Trump sig som vinder, og han har adskillige gange sagt, uden at fremlægge beviser for det, at han er blevet frarøvet sejren som følge af udbredt valgsvindel.

Senest skrev han torsdag på Twitter, at der var forlydender om, at 2,7 millioner stemmer på præsidenten på tværs af USA var blevet slettet, og at 221.000 stemmer i delstaten Pennsylvania var blevet ændret fra Trump til Biden.

Også dette tweet er blevet markeret af Twitter med en meddelelse om, at “denne påstand om valgsvindel bestrides”.

/ritzau/AFP