Fem år efter angrebene i Paris er Frankrig stadig på stikkerne

Fem år efter, at en gruppe bevæbnede jihadister udførte det mest dødelige angreb i Frankrig i efterkrigstiden, er landet igen i højeste alarmberedskab efter en række islamistiske angreb.

Om aftenen den 13. november 2015 blev 130 mennesker dræbt, og 350 andre såret, da islamistiske selvmordsbombere og bevæbnede mænd angreb stadionet Stade de France, barer og restauranter i det centrale Paris samt spillestedet Le Bataclan.

Rædslen over blodbadet, som ekstremister fra den militante gruppe Islamisk Stat (IS) tog skylden for, efterlod ar blandt franskmændene, som stadig ikke er helede.

Det moderne Frankrigs holdning til islam er fortsat et kontroversielt spørgsmål.

Og truslen mod Frankrig er ikke blevet mindre end for fem år siden, vurderer sikkerhedskilder, selv om angriberne er mere tilbøjelige til at handle på egen hånd inspireret af en dødelig ideologi snarere end at være del af en organiseret gruppe.

Femårsdagen for de koordinerede angreb i november 2015 finder sted, mens Frankrig fortsat er ved at komme sig efter tre forskellige angreb i løbet af de seneste uger: et knivangreb uden for magasinet Charlie Hebdos tidligere lokaler, drabet på en lærer og et angreb i en kirke i Nice.

– Man tror måske, at truslen er rykket lidt i baggrunden, fordi andre problemer er dukket op. Men i virkeligheden viser tallene, at den er forblevet stor siden 2015, siger en fransk sikkerhedskilde, der ønsker at være anonym.

I de seneste fem år er der blevet gennemført 20 angreb på fransk jord. 19 andre angreb er mislykkedes, og 61 angreb er blevet afværget.

Der har været en stigende tendens til, at angreb er blevet udført af isolerede individer, som tidligere var ukendte for efterretningstjenesterne, og som er inspireret af jihadistisk propaganda.

Men truslen fra et angreb, der er planlagt uden for Frankrigs grænser, som det var tilfældet med angrebet den 13. november 2015, forbliver alvorlig.

– Bare fordi IS har lidt et militært nederlag, betyder det ikke, at gruppens militære kapaciteter er blevet tilintetgjort, siger en anonym fransk embedsmand, der er involveret i kampen mod terror.

Det vurderes, at der fortsat er mellem 100 og 200 franske jihadister i tidligere IS-områder i det nordlige Irak og Syrien.

Det vil være en “illusion” at tro, at de ikke i al hemmelighed er i stand til at vende tilbage til Frankrig, tilføjer embedsmanden.

/ritzau/AFP