Rekordmange smittede i USA fylder hospitaler til bristepunktet

Antallet af daglige nye tilfælde af coronavirus har igen onsdag sat rekord i USA med over 140.000 smittede.

Det seneste døgn er der således registreret 140.543 nye tilfælde, viser en opgørelse ifølge CNN.

Onsdag er samtidig den niende dag i træk, hvor der er registreret over 100.000 nye smittetilfælde i USA på et enkelt døgn.

Det stigende antal smittetilfælde lægger pres på de amerikanske hospitaler, hvor antallet af covid-19-indlæggelser onsdag toppede for anden dag i streg.

Ifølge sporingsredskabet Covid Tracking Project er 65.368 mennesker på tværs af USA onsdag indlagt med coronavirus. Tirsdag var 61.964 coronapatienter indlagt. Det er mere end dobbelt så mange som for en måned siden.

Flere steder i USA er hospitaler allerede ved at nå deres kapacitet, ligesom at de ansatte er pressede.

Wisconsin og 65 amter melder om et “kritisk højt” niveau af smittespredning, og 90 procent af delstatens hospitaler er fyldte, oplyser sundhedsministeriet i Wisconsin onsdag ifølge CNN.

Samtidig oplyser Mayo Clinic Health System, at der ikke er nogen ledige senge på sundhedsnetværkets hospitaler i den nordvestlige del af Wisconsin.

– Offentligheden er nødt til at begynde at se på covid-19 som den sundhedskrise, sygdommen er, for at forhindre sundhedssystemet i at blive overbelastet, oplyser Mayo Clinic Health System i en erklæring onsdag.

/ritzau/