Georgias indenrigsminister afviser udbredt stemmesvindel

Den amerikanske delstat Georgias republikanske indenrigsminister afviser udbredt svindel i stemmeoptællingen.

Det gør han onsdag lokal tid i et interview med CNN.

Af intervieweren bliver indenrigsminister Brad Raffensperger spurgt direkte til valgsvindel:
– Vi har løbende undersøgelser, men har endnu ikke set noget udbredt, siger han til CNN ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han tilføjer, at der endnu ikke er bevis for uregelmæssigheder, der har været så store, at de kunne udligne Joe Bidens føring i delstaten.

Raffensperger siger videre, at han ikke tror, at en genoptælling vil ændre på noget i forhold til den maskinoptælling, som næsten er færdig.

Genoptællingen skal foretages manuelt inden 20. november.

– Vi tror, at stemmesedlerne blev talt præcist, siger Raffensperger til CNN.

Med omkring 99 procent af stemmerne optalt står Biden ifølge nyhedsbureauet AP med en føring på 14.089 stemmer i Georgia.

AP’s prognoser viser med langt størstedelen af stemmerne optalt, at Biden på landsplan står til 290 valgmænd og siddende præsident Donald Trump til 214.

Der er i alt 16 valgmænd på spil i Georgia, hvor AP endnu ikke har peget på en vinder.

Donald Trump har indtil videre ikke erkendt sit valgnederlag, selv om alle store amerikanske mediers prognoser viser, at han ikke længere kan nå de 270 valgmænd, som det kræver for at blive præsident.

Trump-kampagnen har ifølge AP indgivet mindst 17 søgsmål ved forskellige føderale domstole og delstatsdomstole.

De fleste kommer med nogenlunde enslydende påstande, som endnu ikke påviseligt har haft en effekt på resultatet, skriver AP.

Påstandene lyder blandt andet, at Trumps valgtilforordnede ikke fik den adgang, som de ønskede, og at der var svindel involveret i brevstemmer på Biden.

/ritzau/