Amnesty: Hundredvis af civile er dræbt i etiopisk massakre

Adskillige og formentlig flere hundrede personer blev for tre dage siden på bestialsk vis dræbt i det, der ligner en massakre på civile i den etiopiske region Tigray.

Det oplyser menneskerettighedsorganisationen Amnesty International.

– Vi har bekræftet massakren på et meget stort antal civile – tilsyneladende daglejere, der intet har med den aktuelle konflikt af gøre, skriver organisationen i en meddelelse.

I sidste uge brød en blodig konflikt op i den nordlige Tigray-region.

Kampene har drevet tusindvis af etiopiere på flugt. De fleste har søgt tilflugt i nabolandet Sudan.

Tidligere har der været meldinger om, at omkring 500 medlemmer af oprørsgruppen Tigray Folkets Befrielsesfront er blevet dræbt i kampene.

Men flere hundrede civile er altså ifølge Amnesty også blevet dræbt under konflikten.

Massakren skal have fundet sted i byen Mai-Kadra mandag aften. Her blev snesevis – formentlig flere hundrede – stukket eller hakket til døde.

Ifølge Amnesty viser billeder og videooptagelser, hvordan de mange lig ligger spredt i byens gader.

/ritzau/