Sverige forbyder sent salg af alkohol for at bremse corona

Sveriges regering forbyder salg af alkohol efter klokken 22. De nye regler gælder fra fredag den 20. november.

Tiltaget skal være med til at bremse coronasmitten i Sverige.

– Desværre ser det ud til, at vi går mod mørkere tider, når det gælder smittespredning. Alle kurver går den forkerte vej, siger statsminister Stefan Löfven på et pressemøde onsdag.

Han advarer om, at Sverige nu risikerer at havne i samme situation som i foråret, hvor coronavirusset kostede mange liv.

– Regeringen vil fortsat tage de beslutninger, der skal sikre folks liv, helbred og job. Men det er alles ansvar at gøre, hvad de kan for at forhindre smittespredning, siger Löfven.

Han mener, at svenskerne i stigende grad glemmer at holde afstand og på anden vis huske coronarådene.

– Hver persons adfærd og hver persons uforsigtighed har betydning, siger Löfven ifølge nyhedsbureauet TT.

– Flere tænker, at netop min fødselsdagsfest vel ikke gør en forskel, eller at lige mit møde ikke gør en forskel. Men det gør det, understreger statsministeren.

Socialminister Lena Hallengren uddyber, at alkoholforbuddet også kommer til at betyde, at restauranter og barer skal lukke klokken 22.30.

Hun siger også til tv-stationen SVT, at det sagtens kan tænkes, at der kommer flere restriktioner.

– Regeringen vil bruge de værktøjer, loven giver os, siger hun på pressemødet.

Socialministeren henviser til, at hver fjerde sengeplads på hospitalernes intensivafdelinger nu er optaget af en patient med covid-19.

Tirsdag lød status, at 131 coronapatienter er indlagt på intensiv. Det er mere end en fordobling fra de 63 patienter, der var registreret den 1. november.

For to måneder siden var der kun 12 intensivpatienter med corona.

Hallengren tilføjer, at der nu testes flere end nogensinde før. I sidste uge blev i alt 220.000 mennesker testet for coronavirus i Sverige, siger hun.

Onsdag har svenske sundhedsmyndigheder meldt om 25 nye dødsfald blandt coronasmittede i løbet af det seneste døgn.

I alt er 6082 mennesker døde med coronavirus i Sverige, siden smitten nåede til landet tidligere på året.

/ritzau/