Fire oppositionsfolk bliver smidt ud af Hongkongs parlament

Fire prodemokratiske medlemmer af Hongkongs parlament er onsdag blevet smidt ud af den lovgivende forsamling.

Beslutningen har øjeblikkelig effekt, skriver BBC.

Den er blevet taget, kort efter at Kina gjorde det muligt for Hongkongs regering at ekskludere parlamentsmedlemmer, hvis de eksempelvis støtter byens uafhængighed.

Ifølge South China Morning Post er navnene på de fire medlemmer Alvin Yeung, Kwok Ka-ki, Dennis Kwok og Kenneth Leung.

Der er i alt 70 medlemmer af Hongkongs parlament, hvor flertallet støtter den kinesiske regering i Beijing.

Mandag meddelte 19 oppositionsmedlemmer, at de alle vil træde tilbage, hvis én af dem bliver smidt ud af parlamentet.

Den udmelding var et forsøg på at tage afstand fra det, der af mange ses som et kinesisk forsøg på at stramme grebet om Hongkong.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har regeringen i Hongkong begrundet ekskluderingen med, at de fire politikere udgør en national sikkerhedstrussel. Den har ikke uddybet, hvori truslen består.

Hongkong blev under en aftale fra 1997 overdraget til Kina under den betingelse, at Hongkong blev oprettet som en særlig region, der har delvist selvstyre efter devisen “ét land – to systemer”. Aftalen løber frem til 2047.

Flere vestlige lande har på det seneste udtrykt bekymring for Hongkongs uafhængighed, blandt andet på grund af en såkaldt sikkerhedslov.

Loven har gjort det ulovligt at demonstrere for et uafhængigt Hongkong. Den har også generelt indskrænket frihedsrettighederne for byens borgere.

/ritzau/