EU-kommissær påpeger at mink-smitte ikke kun er dansk problem

Situationen med coronavirus i danske mink følges nøje fra EU-Kommissionen, men sundhedskommissær Stella Kyriakides gør opmærksom på, at smitte blandt mink ikke kun er et dansk problem.

– Det er en situation, som EU-Kommissionen og ECDC følger meget nøje. Jeg vil gerne sige, at smitte i minkbesætninger også er fundet i andre medlemslande og i tredjelande, siger Stella Kyriakides på et pressemøde.

WHO udsendte fredag en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik, at fem EU-lande har konstateret smitte på minkfarme.

I tillæg til Danmark, hvor aflivning af besætninger er i fuld gang, har der været smittede besætninger i Italien, Sverige, Spanien og Holland. Også USA har konstateret smitte på minkfarme.

Danmark har dog haft det største antal mink.

EU kan ikke blande sig i, hvordan danske myndigheder håndterer mink i den givne situation.

Tidligere i år blev hollandske minkfarme lukket, da ansatte var blevet smittet. Omkring en million mink blev aflivet ifølge nationale medier. I Spanien blev knap 100.000 mink aflivet i sommer.

Den aktuelle situation i Holland, hvor der stadig er minkfarme, bekymrer ikke borgmesteren i minkbyen Ravels, der ligger nær grænsen til Belgien.

– I kommunen har vi allerede været i kontakt med fødevaremyndighederne (FAVV) i et par måneder. Der er udsendt retningslinjer for minkfarme, som opdrætterne skal overholde. Virksomheden er afskåret fra verden omkring. Ansatte skal følge særlige regler, siger borgmester Walter Luyten til avisen Brussels Times.

Jordbruksverket i Sverige meddelte i sidste uge, at der var konstateret smitte på ni minkfarme. Også mennesker havde været smittet fra disse.

I sidste uge oplyste EU’s agentur for sygdomsforebyggelse (ECDC) til Ritzau, at det vil udsende en rapport om situationen i Danmark 12. november.

Kommissæren bekræfter, at rapporten ventes de næste dage.

– Det er klart, at de skridt, som Danmark har taget, er national kompetence. Men jeg vil gerne sige, at vi forventer en hurtig risikovurdering fra ECDC i de næste dage. Vi følger situationen meget tæt, siger Kyriakides.

Bekymringen i forhold til mink skyldes, at virus hurtig kan spredes i de store besætninger. Virus muterer i dyrene, hvorpå de igen kan smitte mennesker.

En af disse mutationer i en nordjysk besætning har ifølge danske myndigheder vist sig at reagere i mindre grad på antistoffer fra personer, som har været smittet med coronavirus.

Det har givet grund til frygt for, om mutationer fra mink kan ødelægge aktuelle bestræbelser på at udvikle en effektiv vaccine.

Ifølge WHO er der også konstateret coronasmitte i blandt andet hunde, huskatte, løver og tigre – efter kontakt med smittede mennesker.

/ritzau/