Engelsk politi anklager sundhedsarbejder for otte babydrab

En britisk sundhedsarbejder er anklaget for at have slået otte babyer ihjel på et hospital i det nordlige England.

Det oplyser det lokale politi onsdag.

Foruden de otte drab er den 30-årige kvinde anklaget for at have forsøgt at slå yderligere ti babyer ihjel.

Drabene og drabsforsøgene skal være foregået på Countess of Chester Hospital i byen Chester i det vestlige England syd for Liverpool.

Ugerningerne er angiveligt foregået på neonatalafdelingen, hvor for tidligt fødte børn bliver behandlet, i perioden fra juni 2015 til juni 2016.

Den 30-årige kvindelige sundhedsarbejder blev første gang anholdt i juli 2018 som led i en efterforskning, men blev senere løsladt.

/ritzau/Reuters