Eksplosion under fransk ceremoni sårer fire i Saudi-Arabien

Flere personer er kommet til skade under en eksplosion på en kirkegård i den saudiarabiske by Jeddah.

Det oplyser en græsk embedsmand og det franske udenrigsministerium.

Frankrig beskriver eksplosionen som et “kujonagtigt angreb”. Det skete ved en begivenhed med udenlandske ambassader, hvor afslutningen på Første Verdenskrig blev markeret.

– Ambassaderne, som var involveret i mindehøjtideligheden, fordømmer dette kujonagtige angreb, som er fuldstændigt uberettiget.

– De (ambassaderne, red.) opfordrer de saudiske myndigheder til at kaste så meget lys som muligt over dette angreb og identificere og finde gerningsmændene, hedder det i en erklæring fra Frankrigs udenrigsministerium.

En unavngiven kilde med kendskab til sagen oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at angrebet skete tidligt onsdag.

Flere diplomatiske delegationer fra EU og andre lande var til stede ved en mindehøjtidelighed, som var arrangeret af den franske ambassade.

En græsk unavngiven embedsmand oplyser, at der er fire lettere tilskadekomne.

– Der var en slags eksplosion på en ikke-muslimsk kirkegård i Jeddah. Der er fire lettere tilskadekomne, heriblandt en græker, siger han.

Det franske konsulat opfordrer borgere og besøgende i Saudi-Arabien til at udvise stor forsigtighed efter angrebet.

Saudi-Arabiens regering har ikke kommenteret hændelsen. Eksplosionen er den anden episode, som har fundet sted i Jeddah de seneste uger.

29. oktober blev en saudisk mand anholdt. Det skete, efter at han havde angrebet og såret en sikkerhedsvagt ved det franske konsulat i byen.

/ritzau/Reuters