Demokraterne sikrer sig flertal i Repræsentanternes Hus

Demokraterne beholder deres flertal i Repræsentanternes Hus i USA.

Ifølge en prognose fra nyhedsbureauet AP har partiet således onsdag morgen dansk tid sikret sig de nødvendige 218 pladser i Repræsentanternes Hus, der har i alt 435 pladser.

Imens har Republikanerne ifølge prognosen sikret sig 204 pladser.

Før valget havde Demokraterne 232 medlemmer af Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne havde 198 medlemmer.

Fire medlemmer havde forladt Repræsentanternes Hus af forskellige årsager og var ikke blevet erstattet, mens et medlem havde forladt Det Republikanske Parti for at blive uafhængig.

Ifølge AP’s prognose beholder Demokraterne altså kontrollen i Repræsentanternes Hus til trods for et skuffende valg, hvor Republikanerne gik frem, selv om Donald Trump tabte præsidentvalget til Joe Biden.

Der er stadig flere valgdistrikter, der endnu ikke er afgjort i valget til Repræsentanternes Hus.

Det overordnede billede er dog, at Republikanerne genvinder flere af de distrikter, som partiet tabte ved midtvejsvalget i 2018.

Imens ser Demokraterne ud til at vinde flere storbydistrikter i delstaterne North Carolina og Georgia, mens partiet taber i mere landlige distrikter i flere delstater.

Det skriver The New York Times.

I Kongressens andet kammer, Senatet, ligner det meget, at flertallet først bliver endeligt afgjort i begyndelsen af januar.

Det sker, fordi ingen af kandidaterne i delstaten Georgia, hvor der er to senatspladser på spil, ifølge prognoserne har vundet de påkrævede 50 procent for at vinde i første valgrunde.

Derfor skal de ud i en anden og afgørende valgrunde 5. januar.

/ritzau/