Demokraterne sikrer sig flertal i Repræsentanternes Hus

Demokraterne beholder deres flertal i Repræsentanternes Hus i USA.

Ifølge en prognose fra nyhedsbureauet AP har partiet således onsdag morgen dansk tid sikret sig de nødvendige 218 pladser i Repræsentanternes Hus, der har i alt 435 pladser.

Imens har Republikanerne ifølge prognosen sikret sig 204 pladser.

Demokraternes flertal er et vigtigt skridt for kommende præsident Joe Biden. Det siger Anders Agner Pedersen, der er chefredaktør ved mediet Kongressen.com.

– Selv om deres flertal er krympet en smule, så er det vigtigt for Demokraterne, at de stadig har kontrollen over Huset. Men når det er sagt, så er det kun det ene af to vigtige skridt, som Demokraterne skal tage for faktisk at kunne gennemføre deres politik.

– For situationen omkring senatsflertallet er stadig uafklaret. Og det flertal er mindst lige så vigtigt, siger han.

Før valget havde Demokraterne 232 medlemmer af Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne havde 198 medlemmer.

Fire medlemmer havde forladt Repræsentanternes Hus af forskellige årsager og var ikke blevet erstattet, mens et medlem havde forladt Det Republikanske Parti for at blive uafhængig.

Ifølge AP’s prognose beholder Demokraterne altså kontrollen i Repræsentanternes Hus til trods for et skuffende valg, hvor Republikanerne gik frem, selv om Donald Trump tabte præsidentvalget til Joe Biden.

Der er stadig flere valgdistrikter, der endnu ikke er afgjort i valget til Repræsentanternes Hus.

Det overordnede billede er dog, at Republikanerne genvinder flere af de distrikter, som partiet tabte ved midtvejsvalget i 2018.

Imens ser Demokraterne ud til at vinde flere storbydistrikter i delstaterne North Carolina og Georgia, mens partiet taber i mere landlige distrikter i flere delstater.

Det skriver The New York Times.

I Kongressens andet kammer, Senatet, ligner det meget, at flertallet først bliver endeligt afgjort i begyndelsen af januar.

Det sker, fordi ingen af kandidaterne i delstaten Georgia, hvor der er to senatspladser på spil, ifølge prognoserne har vundet de påkrævede 50 procent for at vinde i første valgrunde.

Derfor skal de ud i en anden og afgørende valgrunde 5. januar. Og hvis Joe Biden ønsker at kunne gennemføre sin politik, er det afgørende også at have flertal i Senatet, vurderer Anders Agner Pedersen.

– Tværpolitisk samarbejde i Washington er ikke-eksisterende i de her år. Og der er intet, der tyder på, at Republikanerne skulle føle trang til pludselig at hjælpe Joe Biden eller Demokraterne med at lave tværpolitiske aftaler.

– Hvis Republikanerne fastholder flertallet i Senatet er det tværtimod sandsynligt, at skyttegravskrigen vil fortsætte yderligere et par år, siger Anders Agner Pedersen.

/ritzau/