Israel indfører karantænekrav for indrejsende fra Danmark

Israel indfører 14 dages karantænekrav for alle, der rejser ind fra Danmark. Det skyldes bekymring for muteret coronavirus fra danske mink.

Det oplyste Israels sundhedsministerium mandag, skriver avisen The Times of Israel.

Israel har i forvejen indført indrejseforbud for alle udenlandske statsborgere, der ikke har et anerkendelsesværdigt formål i landet.

Alligevel har de israelske myndigheder besluttet at indføre en række ekstra tiltag for at beskytte Israel mod mulig smitte med den muterede virus.

Sundhedsministeriet kontakter eksempelvis alle, der er for nylig er rejst ind i landet fra Danmark, for at få dem testet.

Og derudover er Danmark markeret som et “rødt” land, hvormed kravet om 14 dages karantæne træder i kraft.

De israelske myndigheder vurderer dog ikke, at der er særlig stor risiko for, at personer smittet med muteret virus rejser ind i landet.

For at kunne rejse ind i Israel skal man fremvise en indrejsetilladelse.

Det betyder i praksis, at danske statsborgere og udlændinge med fast bopæl i Danmark ikke kan rejse ind i Israel. Det skriver den danske ambassade i Israel på sin hjemmeside.

Ifølge de israelske regler kan et anerkendelsesværdigt formål eksempelvis være, at man er gift med en israelsk statsborger eller har fået permanent opholdstilladelse i landet.

/ritzau/