Dommere undersøger anklage om fransk svigt i coronakrise

Svigtede franske myndigheder, da pandemien skyllede ind over Frankrig, der har haft flest smittede blandt Europas lande?

Anklagemyndigheden i Paris har tirsdag indledt fire undersøgelser af de franske myndigheders håndtering af coronakrisen. De er overgivet til undersøgelsesdommere.

Det sker, efter at en forundersøgelse blev indledt i begyndelsen af juni.

Anklagen er rettet mod myndighederne, og der er ikke sat navn på konkrete personer. Sideløbende undersøges nuværende og tidligere ministre.

Flere hundrede klager er sammenfattet i overordnede spørgsmål. De omfatter blandt andet svigt i “bekæmpelsen af en katastrofe”, citerer avisen Le Figaro fra en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden.

Ifølge avisen Le Monde er den sag, der er åbnet tirsdag, rettet mod myndighederne. Et spørgsmål om ministres eventuelle fejl undersøges af en særlig domstol under Republikkens Domstol, der blev oprettet i 1993.

Kun den domstol kan dømme ministre for fejl eller forsømmelser.

I oktober blev blandt andre sundhedsminister Olivier Vérans hjem og kontor ransaget af fransk politi.

Komikeren Bruno Gaccio lancerede i foråret hjemmesiden plaintecovid.fr (klager over covid, red.), hvor henholdsvis borgere med og uden coronavirus og sundhedspersonale kunne oprette en klage.

Mange klager omhandlede ifølge mediet BFMTV det kommunalvalg, der blev afholdt i marts, umiddelbart efter at landet var blevet lukket ned. Desuden har mange klaget over, at myndighederne ikke havde masker nok.

Da corona ramte Frankrig hårdt i marts, kostede det mange menneskeliv på plejehjem. Mangel på masker og testudstyr blev udråbt som en af årsagerne.

Frankrig er det land i Europa, som har haft flest smittetilfælde. Flere end 1,8 millioner franskmænd er blevet konstateret smittet med coronavirus siden begyndelsen af 2020.

Knap 41.000 franskmænd er døde af – eller med – coronavirus.

/ritzau/