Den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat er død – 65 år

Palæstinensernes chefforhandler, Saeb Erekat, der i sidste måned blev indlagt på et hospital i Israel med covid-19, er død, 65 år.

Erekat var generalsekretær i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) og en af veteranerne for den palæstinensiske sag.

– Han var en bror og ven … Dette er et stort tab for Palæstina og for vort folk, siger den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas.

Erekat var gennem mange år en central rådgiver for Abbas og inden da for Yasser Arafat.

Egypten hylder Erekats minde og kalder ham for “en utrættelig fighter, som brugte hele sit liv på årvågent at kæmpe for palæstinensernes rettigheder.”
Erekat var en af hovedarkitekterne bag forhandlinger, som skulle bringe den israelsk-palæstinensiske konflikt til en afslutning.

Erekat, som boede i den bibelske by Jeriko på den israelske-besatte Vestbred, blev i sidste måned testet positiv for coronasmitte.

18. oktober blev han bragt fra sit hjem på Vestbredden til et hospital i Israel. Ifølge øjenvidner blev han på en båre lagt ind i en israelsk ambulance.

For tre år siden gennemgik PLO-lederen en lungetransplantation på et amerikansk hospital. Det betød, at han var i højrisikogruppen for covid-19.

Han var med til forhandlinger med Israel for PLO tilbage i 1991 under den såkaldte Madrid-konference, da George H.W. Bush var amerikansk præsident.

Erekat var med ved det mislykkede Camp David-topmøde i juli 2000 og ved forhandlinger i Washington i september 2010, som endte med en forværret konflikt på grund af israelernes bosættelsespolitik.

Han var også chefforhandler i 2014, da den daværende præsident, Barack Obama, forsøgte at genstarte fredsbestræbelserne.

Erekat var akademiker og forfatter, som talte flydende engelsk. Han var fortaler for en tostatsløsning og talte imod de omstridte israelske bosættelser, der gennem årene har bredt sig på Vestbredden.

Da Israel og De Forenede Arabiske Emirater i august indgik en historisk fredsaftale, der førte til en normalisering af de diplomatiske relationer mellem de to lande, frygtede Erekat, at det ville skade palæstinenserne.

– Den aftale vil dræbe en tostatsløsning, styrke ekstremister og undergrave mulighederne for fred, sagde han.

Indtil videre er der bekræftet over 42.000 tilfælde af coronasmitte på Vestbredden. Af dem er omkring 380 døde.

/ritzau/AFP