Demokrat erkender nederlag i North Carolina i kamp om Senatet

I delstaten North Carolina har den demokratiske kandidat til USA’s Senat, Cal Cunningham, erkendt sit valgnederlag til den republikanske senator Thom Tillis.

– Vælgerne har talt, og jeg respekterer deres beslutning, siger Cal Cunningham ifølge CNN.

Dermed er det kun senatssæderne i delstaterne Alaska og Georgia, der mangler at falde på plads.

Selv om kampen om senatssædet i delstaten Alaska endnu ikke er afgjort, ventes det at gå til den siddende republikanske senator Dan Sullivan, der fører stort over den uafhængige Al Gross, der stiller op for Demokraterne.

Vinder Republikanerne sæderne i Alaska og North Carolina, vil partiet have 50 sæder i Senatet mod Demokraternes 48.

I delstaten Georgia er der to senatspladser på spil, så hvis Demokraterne vinder dem, vil fordelingen være 50-50 i det 100 sæder store Senat.

Ved stemmelighed i Senatet er vicepræsidentens stemme afgørende, hvilket vil sige, at det er demokraten Kamala Harris, som får det sidste ord.

Men i de to kapløb i Georgia mellem demokratiske Jon Ossoff og Raphael Warnock på den ene side og republikanerne David Perdue og Kelly Loeffler på den anden side har ingen kandidater ifølge prognoserne vundet de påkrævede 50 procent for at vinde i første valgrunde.

Derfor skal de ud i en anden og afgørende valgrunde 5. januar, og den kan få store konsekvenser for Joe Bidens handlerum som præsident.

Valget mellem demokraten Raphael Warnock og republikaneren Kelly Loeffler er et såkaldt suppleringsvalg, der er udløst, fordi republikaneren Johnny Isakson, der vandt i 2016, har trukket sig af helbredsmæssige årsager.

Kelly Loeffler er en forretningskvinde, som blev udpeget til at varetage Isaksons plads frem til valget i november.

Raphael Warnock er pastor i Ebenezer Baptist Church, hvor Martin Luther King Jr. prædikede frem til sin død i 1968.

De to valg kommer til at operere med to forskellige sæt regler.

I det regelmæssige valg til Senatet – demokratiske Jon Ossoff mod republikanske David Perdue – har hvert parti haft primærvalg og har dermed kun én kandidat på stemmesedlen.

I suppleringsvalget om Johnny Isaksons ledige plads har der ikke været primærvalg, og derfor har begge partier haft flere kandidater på stemmesedlen.

/ritzau/