Brasilien standser vaccineforsøg efter alvorlig hændelse

Brasiliens sundhedstilsyn har standset et klinisk forsøg med en kinesiskudviklet covid-19-vaccine. Det sker efter en “alvorlig hændelse”, der involverede en frivillig, som modtog vaccinen.

Det oplyser tilsynsmyndigheden Anvisa mandag lokal tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tilsynet har “besluttet at afbryde det kliniske forsøg med vaccinen CoronaVac efter en alvorlig, uønsket hændelse” den 29. oktober, skriver Anvisa i en erklæring.

Tilsynsmyndigheden oplyser videre, at den ikke kan give yderligere detaljer, om hvad der er sket, som følge af privatlivsbestemmelser.

Men generelt omhandler sådanne hændelser dødsfald, potentielt dødelige bivirkninger, alvorlig funktionsnedsættelse, hospitalsindlæggelse, fødselsdefekter og andre “hændelser af klinisk betydning”.

Tilbageslaget for CoronaVac, der er udviklet af det kinesiske medicinalfirma Sinovac Biotech, kommer, samme dag som den amerikanske medicinalgigant Pfizer oplyste, at dens egen vaccinekandidat har vist sig at være 90 procent effektiv.

Nyheden sendte de globale markeder op i skyhøjde og skabte håb om en ende på pandemien.

Samtidig kunne Pfizer berette, at der foreløbig ikke er konstateret nogen problemer med bi- eller skadevirkninger.

Vaccinekandidaten er udviklet sammen med tyske Biontech. Begge har store forventninger til resultaterne af fase 3-studiet.

Hvis det forløber succesfuldt, agter Pfizer at søge om en nødgodkendelse i USA på den baggrund.

Det forventes ifølge Pfizer at ske i tredje uge i november.

Fase 3-studiet begyndte i juli og er på over 43.000 deltagere. Af dem havde næsten 39.000 per 8. november modtaget vaccinens anden dosis.

Vaccinen består af to doser, og den er ifølge Pfizer effektiv, 28 dage efter at man har fået den første dosis.

I sin meddelelse mandag skriver Pfizer, at selskabet forventer at producere 50 millioner doser i 2020 og 1,3 milliarder doser i 2021.

/ritzau/