Bolivias ekspræsident Morales er tilbage efter et års eksil

Bolivias tidligere præsident Evo Morales vendte mandag tilbage til landet efter næsten et års eksil.

Morales blev modtaget af jublende tilhængere, da han krydsede grænsen mellem Argentina og Bolivia.

– Jeg tvivlede ikke på, at jeg ville komme tilbage, men jeg troede ikke, det ville blive så tidligt, sagde Morales.

Argentinas præsident, Alberto Fernández, ledsagede ham til grænsebyen La Quaica og gav Morales et afskedskram.

Morales takkede Fernandez, der ligeledes er venstreorienteret, for at “redde mit liv”.

Morales blev afsat som præsident i Bolivia i 2019 efter næsten 14 år på posten. Det skete efter pres fra militæret og efter påstande om valgfusk.

Morales forsøgte i strid med Bolivias forfatning at blive genvalgt til en fjerde periode.

Efter flere ugers uroligheder flygtede han til Mexico og rejste derefter til Argentina.

I oktober genvandt Morales’ socialistparti, MAS, præsidentposten. Luis Arce, der var partiets kandidat ved valget, oplyste efter sejren, at Morales ikke får nogen rolle i hans regering.

Evo Morales, der i 2005 første gang blev valgt som præsident og dermed blev den første statsleder i Bolivia fra landets indfødte befolkning, har afvist, at han vil involvere sig i politik igen.

/ritzau/AFP