Trump glæder sig over vaccineresultat: Det er så gode nyheder

USA’s siddende præsident, Donald Trump, skriver på Twitter, at han glæder sig over de lovende resultater fra en potentiel coronavaccine.

– Aktiemarkederne går op, vaccinen kommer snart. Den viser sig 90 procent effektiv. Så gode nyheder, skriver Trump.

Meldingen kommer, kort efter at medicinalgiganten Pfizer har meddelt, at den første analyse af fase 3-studierne af vaccinen viser en effekt i mere end ni ud af ti tilfælde.

Det vil sige, at vaccinen forhindrede mere end 90 procent af smittetilfældene.

Trumps reaktion på vaccine-nyheden er de første ord fra den republikanske præsident på Twitter i 14 timer.

Siden da har den eneste aktivitet fra præsidentens side på det sociale medie været, at han har delt en række tv-klip fra Fox News, hvor hans påstande om valgsvindel ved sidste uges amerikanske præsidentvalg drøftes.

Mange af verdens ledere har lykønsket Demokraternes Joe Biden med sejren ved USA’s præsidentvalg, efter at han lørdag blev udråbt som valgets vinder.

Men Trump har fortsat ikke accepteret valgnederlaget.

I stedet har han bebudet, at han går til domstolene med sine anklager om valgfusk i de delstater, der i sidste ende tippede til Joe Bidens fordel.

Også Joe Biden kommenterer mandag de nye testresultater fra Pfizer, som han kalder “fremragende nyheder”. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Men han minder samtidig om, at der kan gå mange måneder, før vaccinen kan udbredes i samfundet. Og derfor vil mundbind, afstand og andre sikkerhedstiltag fortsat være nødvendige i 2021.

– Dagens nyhed er en fremragende nyhed, men det ændrer ikke fakta, skriver Biden i en meddelelse.

– Dagens nyhed lover os chancen for forandring næste år, men opgaven foran hos her og nu er den samme.

/ritzau/