Østrig ransager over 60 adresser i jagt på islamister

Østrigsk politi ransager mere end 60 adresser med formodet forbindelse til radikale islamister. Derudover er der givet ordre til afhøring af flere end 30 mistænkte.

Det oplyser anklagemyndigheden, skriver nyhedsbureauet AFP.

Politiet i regionen Styria i det sydøstlige Østrig oplyser, at det har indledt en efterforskning mod “flere end 70 mistænkte og foreninger”.

De er “mistænkt for at have forbindelse til eller støtte terrorister i Det Muslimske Broderskab og Hamas-bevægelsen”, lyder det.

Ransagningerne har “ikke forbindelse til terrorangrebet i Wien den 2. november”, understreger politiet.

Men ransagningerne er resultatet af en intensiv efterforskning over det seneste år.

Den østrigske indenrigsminister, Karl Nehammer, siger, at operationen forsøger at “trække politisk islam op ved roden”.

– Vi handler mod disse kriminelle, ekstremistiske og umenneskelige organisationer med al vores styrke, siger han i en meddelelse.

Østrig blev sidste mandag rystet af et større angreb, som var det første i landet i årtier, som er blevet tilskrevet en jihadist.

2. november gik en gerningsmand til angreb på flere personer i den indre del af Wien. Under angrebet blev der skudt på seks forskellige steder, fire personer blev dræbt, og omkring 20 personer blev såret.

Den 20-årige formodede gerningsmand, Kujtim Fejzulai, blev kort efter angrebet skudt og dræbt af politiet.

Den 20-årige havde tidligere været fængslet for at have forsøgt at rejse til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat (IS).

Han blev dog efterfølgende benådet og gik ind i et antiradikaliseringsprogram. Men tilsyneladende forblev han radikaliseret.

Efter angrebet i Wien har Østrigs regering besluttet at lukke en moské og en muslimsk forening, som den mistænkte gerningsmand ofte besøgte.

Mandag bekræfter de østrigske myndigheder, at den mistænkte gerningsmand i sommer mødtes med islamister fra Tyskland og Schweiz.

To af dem er siden blevet anholdt i Schweiz i forbindelse med efterforskningen af angrebet i Wien.

/ritzau/