Kina afviser at lykønske Biden: Valget bliver afgjort af loven

Kina afviser at lykønske Joe Biden med sejren ved den amerikanske præsidentvalg. Resultatet er endnu ikke afgjort, lyder begrundelsen.

Det siger en talsmand for Kinas udenrigsministerium på et pressemøde, skriver nyhedsbureauet AFP.

USA’s siddende præsident, Donald Trump, har ikke accepteret valgnederlaget. Derimod vil han gå til domstolene med sine påstande om valgfusk i de delstater, der i sidste ende tippede til Joe Bidens fordel.

Alligevel har mange af verdens ledere lykønsket Biden og hans vicepræsidentkandidat Kamala Harris med sejren, efter at de blev erklæret som valgets vindere i weekenden.

Men Kina har sammen med enkelte andre lande – herunder Rusland og Mexico – endnu ikke lykønsket Biden.

– Vi har noteret os, at Biden har erklæret sig som vinder af valget, siger Wang Wenbin, der er talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, ifølge Reuters.

– Som vi forstår det, vil det amerikanske præsidentvalg blive afgjort i overensstemmelse med amerikansk lov og procedurer.

Under Trumps fire år som præsident har forholdet mellem USA og Kina været præget af en handelskrig og tiltagende spændinger mellem de to stormagter.

I Mexico har præsident Andres Manuel Lopez Obrador lørdag ligeledes afvist endnu at lykønske Biden med valget.

Søndag lød det dog fra den mexicanske udenrigsminister, Marcelo Ebrard, at der er “stort potentiale” på vej i relationen til USA.

– Ud fra det, jeg har hørt af Joe Bidens tale, er det klart, at der vil være en samarbejdspolitik på et globalt niveau og med Mexico, siger han til den mexicanske avis El Universo ifølge AFP.

Trump omtalte under valgkampen i 2016 mexicanske migranter som voldtægtsmænd og narkohandlere, og han har gentagne gange lovet at bygge en mur mellem USA og Mexico.

Alligevel har Mexicos præsident haft et venskabeligt forhold til Trump og et tæt samarbejde med USA.

/ritzau/