Jihadister dræber 11 i angreb på udkigspost vest for Bagdad

11 mennesker er sent søndag aften blevet dræbt i et angreb på en militær udkigspost vest for Bagdad i Irak.

Det oplyser sikkerhedskilder og hospitalskilder.

Bag angrebet står den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

Jihadisterne kastede ifølge kilder granater og affyrede våben mod styrkerne, som er udstationeret i Al-Radwaniyah i den sydlige udkant af den irakiske hovedstad nær lufthavnen i Bagdad.

– IS angreb udkigstårnet og dræbte fem medlemmer af stammen Hashed og seks lokale indbyggere, der var kommet for at hjælpe med at afværge angrebet, oplyser en unavngiven sikkerhedskilde.

Hashed al-Shaabi (PMF) også kendt som Folkets Mobiliseringsstyrker er en paramilitær gruppe.

En hospitalskilde bekræfter dødstallet og siger, at sårede er bragt til et hospital i det centrale Bagdad.

/ritzau/AFP