Jihadister dræber 11 i angreb på udkigspost vest for Bagdad

11 mennesker er sent søndag aften blevet dræbt i et angreb på en militær udkigspost vest for Bagdad i Irak.

Bag angrebet står den militante gruppe Islamisk Stat (IS).

Det oplyser sikkerhedskilder og hospitalskilder.

Jihadisterne kastede ifølge kilder granater og affyrede våben mod styrkerne, som er udstationeret i Al-Radwaniyah i den sydlige udkant af den irakiske hovedstad nær lufthavnen i Bagdad.

– IS angreb udkigstårnet og dræbte fem medlemmer af stammen Hashed og seks lokale indbyggere, der var kommet for at hjælpe med at afværge angrebet, oplyser en unavngiven sikkerhedskilde.

Hashed al-Shaabi (PMF) også kendt som Folkets Mobiliseringsstyrker er en paramilitær gruppe.

En hospitalskilde bekræfter dødstallet og siger, at sårede er bragt til et hospital i det centrale Bagdad.

IS har ikke umiddelbart taget skylden for angrebet.

Den militante bevægelse fejede ind over en tredjedel af Irak i 2014 og indtog adskillige større byer på tværs af den nordlige og vestlige del af landet og nåede sågar en række forstæder til hovedstaden Bagdad.

Efter en intens treårig kamp støttet af den USA-ledede koalition erklærede Irak Islamisk Stat for besejret i slutningen af 2017.

Koalitionen har i år trukket et markant antal soldater tilbage og samlet dem omkring tre hovedbaser i henholdsvis Bagdad, Ain al-Asad i vest og Erbil i nord.

Men Islamisk Stats såkaldte sovende celler – IS-krigere, som har undgået at ryge i fængsel og er gået under jorden – er fortsat med at udføre angreb mod sikkerhedsstyrker og statslig infrastruktur. Det gælder især i ørkenområder, hvor styrkerne ikke har tilstrækkelige ressourcer.

Angreb med så mange døde og så tæt på hovedstaden som søndagens angreb er dog sjældne.

/ritzau/AFP