Berlusconi: Arrogance og aggressivitet kostede Trump valget

Donald Trump tabte præsidentvalget i USA, fordi han var for aggressiv og for arrogant.

Det mener Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi.

– Jeg tror, at han led under valget på grund af sin attitude, der ofte er for aggressiv og ofte er for arrogant, siger Berlusconi til den italienske tv-station RAI søndag.

Den konservative italiener siger i samme ombæring, at den nyvalgte præsident Joe Bidens intention om “at være præsident for alle amerikanere” kan vise sig at “være god for os alle sammen”.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

I sin sejrstale lørdag aften lokal tid forsikrede demokraten Joe Biden om, at han ikke “ser blå stater (demokratiske, red.) og røde stater (republikanske, red.), men kun forenede stater”.

– Jeg lover at være en præsident, som sigter mod at forene og ikke at splitte, sagde han fra scenen i byen Wilmington i delstaten Delaware.

Samtidig lovede Biden, at han vil sikre, at USA bliver “respekteret rundt omkring i verden igen”.

Han sagde også, at det nu er tid for USA til at “hele”.

Før sin ofte skandaleombruste tid i spidsen for den italienske regering var Berlusconi en rig ejendoms- og mediemogul.

Af den årsag er der ofte blevet trukket paralleller mellem Trump og 84-årige Berlusconi.

/ritzau/