Armenien indgår aftale om at afslutte krig i omstridt region

Armeniens premierminister, Nikol Pasjinian, har underskrevet en aftale med ledere fra Aserbajdsjan og Rusland om at standse den militære konflikt i regionen Nagorno-Karabakh.

Det oplyser Nikol Pasjinian sent mandag aften.

– Jeg har sammen med præsidenterne for Rusland og Aserbajdsjan underskrevet en erklæring om at standse Karabakh-krigen, skriver Pasjinian i et opslag på sin Facebook-side ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han kalder det “ubeskriveligt pinefuldt for mig personligt og for vort folk”.

Ifølge aftalen skal krigshandlingerne i Nagorno-Karabakh stoppe med virkning fra tirsdag.

Premierministeren tilføjer, at han en af de kommende dage vil tale til nationen.

Den russiske regering bekræfter ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der er indgået en aftale mellem de tre lande.

Kampene om det omstridte område, der ligger i Aserbajdsjan, men som overvejende har armenske indbyggere, brød ud den 27. september.

Aftaler om våbenhviler mellem Armenien og Aserbajdsjan er flere gange blevet brudt.

/ritzau/AFP