Verden runder 50 millioner smittede med coronavirus

Der er registreret over 50 millioner smittede med coronavirus på verdensplan.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University søndag.

Dermed er en ny milepæl rundet, siden coronavirusset blev opdaget i den kinesiske millionby Wuhan i slutningen af 2019.

Siden da har virusset spredt sig til alle lande i verden, hvor dets smitteegenskaber har haft store indvirkninger på borgernes dagligdag.

Samfund er lukket ned og op og ned igen, alt efter hvor godt smitten har haft fat.

I efteråret er smitten begyndt at blusse op igen efter en roligere sommer. Sydeuropæiske lande som Spanien, Italien og Frankrig registrerer for tiden rekordmange smittede.

Med til historien hører dog, at de i dag også tester langt flere for smitte end i foråret, hvor virusset også raserede.

Der er omkring 7,8 milliarder mennesker i verden. 50 millioner smittede svarer til, at 0,64 procent af verdens befolkning er eller har været smittede med coronavirus.

USA, Indien og Brasilien er de tre lande i verden, som har konstateret flest smittede. De tre lande er også blandt de mest befolkningsrige i verden.

USA har registreret knap 9,9 millioner smittetilfælde, Indien har registreret cirka 8,5 millioner smittede, mens Brasilien har konstateret cirka 5,65 millioner smittetilfælde.

Tre lande i Europa har passeret en million smittede. Det gælder Frankrig, Spanien og Storbritannien. Italien nærmer sig med godt 900.000 smittede.

/ritzau/