Politi tilbageholder 800 under nye protester mod Lukasjenko

Hviderussisk politi har søndag tilbageholdt mere end 800 personer under demonstrationer i landets hovedstad, Minsk.

Protesterne mod landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, er fortsat uge efter uge. Og de hviderussiske myndigheder har igen og igen svaret tilbage med tilbageholdelser og anholdelser.

Det samme var tilfældet denne gang, hvor der også blev brugt vandkanoner mod demonstranterne i byens centrum.

Hver søndag i tre måneder er titusinder af hviderussere gået på gaden for at markere deres utilfredshed med præsidenten, som har været ved magten i mere end to årtier.

Præsidentens modstandere kræver, at han overlader magten til oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja.

Hun stillede også op ved præsidentvalget 9. august i år, hvor valgresultaterne viste en overbevisende sejr til Lukasjenko.

Men hun og oppositionen mener, at der var urent trav ved valget. De mener, at hun er den retmæssige vinder af valget. Derfor har landet lige siden været præget af omfattende demonstrationer.

Fra sit eksil i Lithauen har 38-årige Tikhanovskaja erklæret, at protesterne fortsætter “indtil sejr”. Hun mener, at de seneste 90 dage har vist, at myndigheder har mistet deres “legitimitet og magt”.

Lørdag ønskede hun demokraten Joe Biden tillykke med sejren ved præsidentvalget i USA. Oppositionslederen tror og håber, at Biden “snart vil mødes med den retmæssige valgte præsident af det nye, frie Hviderusland”.

EU har som følge af den fortsatte undertrykkelse af demokratibevægelsen i Hviderusland indført sanktioner mod præsident Aleksandr Lukasjenko.

Sanktionerne trådte i kraft fredag mod den 66-årige præsident.

EU betragter valgresultatet fra august som grov valgsvindel. Og EU vil ikke længere anerkende Lukasjenko som præsident.

/ritzau/AFP