Læge bag fejldiagnose af Navalnyj udnævnt til minister

En russisk læge, som fejldiagnosticerede oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj, er blevet udnævnt til regional sundhedsminister.

49-årige Aleksander Murakhovskyj fik international opmærksomhed, da han diagnosticerede Navalnyj med en stofskiftesygdom, efter at politikeren kollapsede på en indenrigsflyvning og blev indlagt på et hospital i Omsk.

På hospitalet var Murakhovskyj ledende læge, og på det tidspunkt sagde han, at der ingen beviser var for en forgiftning.

Men siden har laboratorier i både Tyskland, Frankrig og Sverige fastslået, at Navalnyj blev forgiftet med stoffet Novitjok.

I weekenden er Murakhovskyj imidlertid blevet forfremmet til en stilling som sundhedsminister i den sibiriske region Omsk.

Navalnyj, der stadig er under behandling i Tyskland, har kritiseret Murakhovskyjs udnævnelse og siger, at lægen bliver belønnet for at “fabrikere” en diagnose.

Det står der i en meddelelse på russisk offentliggjort på det sociale medie Telegram.

– Du lyver, du bedrager, du er klar til officielt at svindle for at behage lederne – og så får du en forfremmelse, skriver Navalnyj.

Putin-kritikeren Navalnyj nåede at være indlagt på intensivafdelingen på hospitalet Charité i Berlin i alt 24 dage.

Den potente nervegift Novitjok blev udviklet under Sovjetunionen og blev også anvendt under et attentatforsøg på en tidligere russisk agent i den engelske by Salisbury i 2018.

EU har sanktioneret flere russiske borgere i forbindelse med Navalnyjs forgiftning.

Russiske embedsmænd har fastholdt, at der ikke er blevet fundet beviser for Navalnyjs forgiftning.

/ritzau/dpa