Kamala Harris advarer mod at tage demokratiet for givet

I sin første optræden som nyvalgt vicepræsident i USA siger Kamala Harris, at amerikanerne har magten til at bygge en bedre fremtid.

Fra scenen i Wilmington i delstaten Delaware lægger den 56-årige Harris ud med at citere det tidligere kongresmedlem og borgerrettighedsforkæmper John Lewis, der døde i juli.

– John Lewis sagde, at demokrati er ikke en tilstand, det er en handling.

– USA’s demokrati er ikke garanteret. Det er kun så stærkt som vores vilje til at kæmpe for det og beskytte det og aldrig tage det for givet, siger Kamala Harris foran hundredvis af jublende tilhørere.

Fire dage efter valget kunne Kamala Harris og præsidentkandidat Joe Biden endelig kalde sig vindere af valget tidligere lørdag, hvor Pennsylvania sikrede makkerparret sejren.

– Da selveste USA’s sjæl stod på spil, bakkede I op, siger hun videre og takker alle kampagnemedarbejderne for deres indsats.

– I har beskyttet vores demokratis integritet. Og tak til det amerikanske folk for en rekordstor valgdeltagelse, siger hun.

Både Joe Biden og Donald Trump har med henholdsvis over 74,5 millioner og over 70,3 millioner fået flere stemmer end nogen anden præsidentkandidat tidligere i USA.

Kamala Harris bliver både USA’s første kvindelige vicepræsident samt landets første sorte vicepræsident.

I sin tale takker hun Joe Biden for at være modig nok til at vælge en kvinde som vicepræsidentkandidat.

– Nok er jeg den første, men jeg bliver ikke den sidste, siger hun.

Kamala Harris er iført helt hvidt tøj i det, der bredt bliver set som en hyldest til de engelske suffragetter, der i begyndelsen af de 20. århundrede kæmpede for kvinders valgret.

Harris er uddannet jurist og har arbejdet flere år som både distrikts- og retsadvokat i Californien, før hun i 2016 blev valgt som senator for delstaten.

Hun har en indisk mor og en jamaicansk far og er opvokset i Oakland, der ligger i den sydlige ende af San Francisco i Californien.

– Uanset hvem du stemte på, så lover jeg at være ærlig og velforberedt og arbejde for dig og din familie. For det er nu, arbejdet begynder, siger hun og peger på kampen mod coronapandemien, den økonomiske krise og systematisk racisme.

/ritzau/