Trump mødt af buh-råb ved Det Hvide Hus efter golftur

USA’s præsident, Donald Trump, er lørdag aften vendt tilbage til Det Hvide Hus efter et besøg på sin golfklub i Virginia.

Og det er en noget anden virkelighed, han er vendt tilbage til, sammenlignet med da han tog afsted.

Tusinder af Biden-tilhængere er til stede nær Det Hvide Hus i Washington D.C., hvor de fejrer, at Joe Biden er erklæret vinder af præsidentvalget. Og Trump fik derfor ikke overraskende sin upopularitet at mærke ved ankomst.

Han blev mødt med buh-råb og adskillige langfingre løftet, rapporterer nyhedsbureauet AP.

Biden-tilhængerne råbte også “taber, taber, taber” efter Trump, idet hans bil kørte forbi. En lang række andre ukvemsord var rettet mod præsidenten, som ikke har erkendt valgnederlaget.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var Trump lørdag ude at spille golf samme morgen, som han fik nyheden om, at en lang række amerikanske medier, herunder CNN, AP og Fox News, har erklæret demokraten Joe Biden som vinder af præsidentvalget i USA.

Trump kørte det meste af hjemturen på gader med kun få biler og mennesker. Men da han nærmede sig Det Hvide Hus, slap han altså ikke længere for negative tilråb.

Joe Biden står ifølge AP’s prognoser med 290 valgmænd efter sejre i Pennsylvania og Nevada. Det kræver 270 valgmænd at blive præsident. Trump står i samme prognoser til 214 valgmænd.

Men Trump hævder, at der er foregået valgsvindel. Derfor har han ikke erkendt nederlaget.

Ifølge præsidenten begynder hans kampagne mandag sin sag ved domstolene for “at sikre, at valglovene bliver overholdt og den retmæssige vinder udpeget”.

– Det amerikanske folk har ret til et ærligt valg: Det betyder optælling af alle lovlige stemmer, og ikke at optælle ulovlige stemmer, siger Trump i en erklæring og fortsætter:
– Jeg vil ikke hvile, før det amerikanske folk har den ærlige stemmeoptælling, det fortjener, og som demokratiet kræver.

/ritzau/