Trump advarer Biden mod at erklære valgsejr

USA’s præsident, Donald Trump, advarer Joe Biden mod at erklære valgsejr. Det gør han på Twitter kort før midnat til lørdag dansk tid.

– Joe Biden bør ikke uretmæssigt gøre krav på præsidentembedet. Jeg kunne stille samme krav. Retlige procedurer er kun lige ved at begynde, skriver præsidenten.

Trump har flere gange allerede erklæret sig som vinder af præsidentvalget.

– Hvis du tæller de lovlige stemmer, så vinder jeg nemt valget. Hvis du tæller de ulovlige og sent indkomne stemmer, så kan de (Demokraterne, red.) frarøve os sejren, sagde Donald Trump natten til fredag dansk tid i sin første officielle tale siden valgnatten.

Trump har siden valgnatten og i adskillige tweets de efterfølgende dage hævdet, at han har vundet valget, ligesom han har rejst søgsmål i flere delstater for at få stoppet optællingen af stemmer.

Præsidenten mener, at Demokraterne snyder med stemmerne, men har ikke fremlagt nogen beviser for sine påstande.

Alt dette sker, mens flere vigtige svingstater fortsat er i gang med at optælle stemmer.

– Jeg havde sådan en stor føring i alle disse stater sent på valgnatten blot for at se føringen forsvinde på mirakuløs vis, som dagene gik. Måske vil disse føringer vende tilbage, idet vores retlige procedurer skrider frem, skriver præsidenten på Twitter natten til lørdag dansk tid.

Joe Biden er tæt på at have vundet præsidentvalget, og ifølge Fox News og andre amerikanske medier vil den tidligere vicepræsident fredag aften klokken otte lokal tid – klokken to natten til lørdag dansk tid – holde en tale i den bedste tv-sendetid i USA.

Spørgsmålet om at erklære Joe Biden som vinder er fredag blevet aktuelt, efter at Biden har overhalet Trump under optællingen i nøglestaten Pennsylvania.

Her fører han kort efter midnat til lørdag dansk tid med 15.426 stemmer ifølge den amerikanske radiostation NPR. Analytikere vurderer, at han vil udbygge sin føring yderligere.

98 procent af stemmerne er talt op i staten.

Vinder Biden Pennsylvania, hvor der er 20 valgmænd på spil, vil han i januar blive indsat som USA’s næste præsident.

Ifølge AP’s prognoser er Joe Biden snublende tæt på at vinde valget, da han står til at have sikret sig tilsammen 264 valgmænd.

For at blive præsident skal en kandidat vinde 270 valgmænd. Donald Trump står ifølge AP’s prognoser til 214 valgmænd.

/ritzau/