Stormen Eta efterlader anslået 150 døde i Guatemala

Omkring 150 mennesker frygtes døde i to mudderskred i Guatemala forårsaget af en storm.

I et af mudderskreddene forårsaget af den voldsomme storm Eta blev en hel landsby begravet.

Det fortæller præsident Alejandro Giammattei fredag lokal tid.

Dødstallet skal lægges til de 20 mennesker, der i forvejen er bekræftet døde andre steder i Mellemamerika, siden Eta gik i land i Nicaragua som en orkan tirsdag.

Ifølge præsident Alejandro Giammattei er en enhed fra hæren fredag ankommet til landsbyen Queja i den nordlige del af landet for at hjælpe med redningsarbejdet.

En foreløbig vurdering fra soldaterne lyder, at “150 hjem er blevet begravet, mens 100 personer er døde”, siger præsidenten.

Han tilføjer, at et andet mudderskred i det nordøstlige område Huehuetenango, der grænser til Mexico, har kostet ti mennesker livet.

– Ud fra antallet af døde og savnede viser uofficielle tal, at omkring 150 er døde, siger Alejandro Giammattei.

Ifølge præsidenten er situationen i landsbyen Queja “kritisk”, da det stadig regner kraftigt, hvilket øger risikoen for nye mudderskred, ligesom at vejene fortsat er blokeret.

Omkring 2500 mennesker i et fattigt område beboet af landets oprindelige Maya-befolkning har mistet deres ejendele i oversvømmelser.

Eta har efterladt sig et spor af død og ødelæggelse, efter den først gik i land i Nicaragua som en kategori 4-orkan tirsdag.

To dage senere forlod den Honduras som en tropisk storm.

Meteorologer har advaret om, at stormen kan tage til i styrke igen, når den bevæger sig videre mod Cuba.

Cubanerne er allerede gået i gang med at forberede sig på Etas ankomst søndag.

Eta har hidtil medført kraftig regn og dødelige oversvømmelser i Nicaragua, Honduras, Guatemala, Costa Rica, El Salvador og Panama.

/ritzau/AFP