Stolt Obama har stor tiltro til Biden som præsident

Forhenværende præsident Barack Obama, som Joe Biden var vicepræsident under, er “stolt” over Joe Biden og Kamala Harris’ sejr ved præsidentvalget.

Det skriver han i en erklæring, som han har delt på Twitter.

– Når alle stemmer er optalt, vil kommende præsident Biden og kommende vicepræsident Harris have vundet en historisk og klar sejr.

– Vi er heldige, at Joe har, hvad det kræver for at være præsident og allerede opfører sig sådan, skriver Obama.

Amerikanske medier som CNN og AP har lørdag aften dansk tid erklæret Biden som vinder af det amerikanske præsidentvalg på baggrund af egne prognoser.

Obama skriver videre, at Joe Biden står over for en stor opgave, når han 20. januar overtager posten fra præsident Donald Trump. Her fremhæver Obama blandt andet coronapandemien, en “ulige økonomi” og “et klima i fare”.

– Jeg ved, at han vil gøre et godt stykke arbejde med amerikanernes interesser i hjertet, uanset om de har stemt på ham eller ej.

– Så jeg opfordrer alle amerikanere til at give ham en chance og give ham jeres støtte, skriver Obama.

/ritzau/