Romney er første top-republikaner til lykønske Biden med sejr

Den republikanske senator Mitt Romney ønsker på Twitter Demokraternes Joe Biden tillykke med sejren ved præsidentvalget i USA.

Dermed er han den første top-republikaner til at ønske Biden tillykke med at have vundet valget over den republikanske præsident, Donald Trump.

– Ann (Romneys kone, red.) og jeg giver vores lykønskning til kommende præsident Joe Biden og kommende vicepræsident Kamala Harris. Vi kender dem begge som personer med god vilje og beundringsværdig karakter.

– Vi beder for, at Gud velsigner dem i dagene og årene, der kommer, skriver Mitt Romney.

Mitt Romney var Republikanernes præsidentkandidat i 2012, hvor han tabte til Barack Obama.

Donald Trump selv har ikke erkendt nederlaget, som en række amerikanske medier som CNN og AP har erklæret lørdag på baggrund af egne prognoser.

Præsidenten mener, at der er tale om valgfusk og vil have resultatet prøvet ved domstole. Men Mitt Romney er altså tilsyneladende uenig med Trump og giver derfor Biden sin lykønskning.

Joe Biden står ifølge AP’s prognoser med 290 valgmænd efter sejre i Pennsylvania og Nevada. Det kræver 270 valgmænd at blive præsident. Trump står i samme prognoser til 214 valgmænd.

Trump har gentagne gange under valget hævdet, at der er foregået valgfusk. Disse påstande er der ikke fremlagt belæg for.

Romney kritiserede fredag Trumps udmeldinger. Det er “forkert” at sige, at der er foregået svindel, skrev Romney på Twitter fredag.

– Det er forkert af ham at sige, at valget er uærligt, korrupt og stjålet.

– Det skader frihedssagen her og rundtom i verden, skader institutionerne, som ligger til grund for republikken, og antænder hensynsløst destruktive og farlige passioner, lød den barske kritik fra Romney.

Han påpegede dog, at Trump er i sin ret til at bede om omtælling og om undersøgelser af påstået valgfejl, såfremt der er beviser for det.

/ritzau/