Norge overvejer indrejseforbud for danskere

De norske sundhedsmyndigheder er ved at vurdere, om der skal indføres indrejseforbud for danskere til Norge.

Det skriver det norske medie NRK.

Tidligere lørdag indførte Storbritannien et indrejseforbud for rejsende fra Danmark på grund af udbruddet af coronavirus blandt mink.

Det samme overvejer Norge nu.

Sådan lyder det fra Bjørn Guldvog, der er sundhedsdirektør i Helsetilsynet, der er en pendant til den danske Sundhedsstyrelse.

– Vi vurderer om karantænereglerne, vi har nu, er tilstrækkelige, eller om vi skal have samme regler som Storbritannien, siger sundhedsdirektør Bjørn Guldvog til NRK.

Han fortæller, at situationen vurderes hen over weekenden.

I dag skal man ti dage i karantæne, hvis man ankommer til Norge fra hvilket som helst land.

Samtidig er der krav om at fremvise en negativ test fra senest 72 timer før afrejse.

Onsdag fortalte den danske regering og Statens Serum Institut, at der var fundet en muteret udgave af covid-19, der havde spredt sig fra mink til mennesker. Mutationen kan bringe en fremtidig vaccine i fare.

Det fik Storbritannien til lørdag morgen at indføre indrejseforbuddet for Danmark, der tråde i kraft klokken 5.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder Storbritanniens tiltag “meget vidtgående” i en skriftlig kommentar.

– Storbritanniens skridt følger ikke WHOs anvisninger, som ikke anbefaler restriktioner på internationale rejser. Tværtimod anerkender WHO de skridt, som regeringen har taget, skriver Jeppe Kofod.

Undtaget indrejseforbuddet er britiske statsborgere samt personer med fast bopæl i Storbritannien.

Vender de tilbage fra Danmark, skal de gå i 14 dages isolation.

/ritzau/