Medier: Begge senatspladser i Georgia afgøres ved januarvalg

Den siddende republikanske senator i delstaten Georgia, David Perdue, skal ud i en anden valgrunde mod den demokratiske udfordrer Jon Ossoff 5. januar.

Det skriver flere amerikanske medier natten til lørdag dansk tid, blandt andet The New York Times og nyhedsbureauet Reuters. Sidstnævnte baserer sig på prognoser fra Edison Research.

Dermed står to senatspladser i Georgia til at blive afgjort i en anden valgrunde til januar.

De to Georgia-pladser kan potentielt blive afgørende i kampen om kontrollen i Senatet, men det afhænger både af præsidentposten og to andre senatspladser, hvor der endnu ikke er kåret en vinder.

I kampen om de to andre åbne pladser i delstaterne Alaska og North Carolina fører den republikanske kandidat.

Ifølge Reuters har valgmyndighederne endnu ikke bekræftet, at der skal en anden valgrunde til i Georgia.

Men flere amerikanske medier skriver, at ingen kandidater kan nå de 50 procent længere, og dermed står den anden valgrunde til at blive en realitet.

David Perdue står ifølge Edison Research til 49,8 procent af stemmerne, mens Jon Ossoff står til 47,9 procent.

/ritzau/