Med 127.000 nye smittetilfælde sætter USA igen rekord

For tredje dag i træk sætter USA rekord for antallet af nye tilfælde af coronavirus.

Således er der det seneste døgn registreret flere end 127.000 nye smittetilfælde.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University fredag aften lokal tid.

I samme periode er der registreret 1149 coronarelaterede dødsfald, viser opgørelsen fra universitetet, der er baseret i Baltimore.

Virusudbruddet har i ugevis været voksende på tværs af USA, hvor Midtvesten er hårdest ramt. Men også i syd, nordøst og vest nærmer smittetallene sig det høje niveau fra foråret.

Selv om dødstallene forbliver langt under niveauet fra foråret, var fredag den fjerde dag i træk med et dødstal på over 1000.

Sidste gang, folk døde som følge af covid-19 i samme omfang i USA som nu, var i begyndelsen af september.

Fredag aften lokal tid havde USA – det værst ramte land i verden målt på coronarelaterede dødsfald og samlet antal smittetilfælde – flere end 236.000 dødsfald og 9,7 millioner bekræftede tilfælde.

/ritzau/AFP