Dansk tankskib angrebet af pirater ved Afrika

Et danskejet tankskib er lørdag morgen blevet angreb af pirater i Guineabugten ud for Benins kyst.

Det skriver branchemediet Maritime Danmark.

Tankskibet Torm Alexandra er ejet af det danske rederi Torm, der til mediet bekræfter, at angrebet er sket.

– Vi har været i kontakt med besætningen, og de har det godt, siger Joakim Nørholm Vasehus, kommunikationschef i Torm, til Maritime Danmark.

Rederiet fortæller, at hele besætningen nåede at komme i sikkerhed, og at rederiet er i kontakt med de lokale myndigheder, men mere vides ikke på nuværende tidspunkt.

Der er ingen danskere om bord på skibet, der sejler under Singapores flag.

Besætningen består af 19 filippinske statsborgere og en person fra Montenegro.

/ritzau/