Bidens snævre forspring i Georgia er øget

I delstaten Georgia er demokraten Joe Bidens føring øget til 7248 stemmer, oplyser Edison Research ifølge Reuters.

Biden ligger nu på 49,4 procent mod Trumps 49,3 procent i Georgia, hvor omkring 99 procent af stemmerne er talt op.

Brad Raffensperger fra Georgias delstatsregering siger, at resultatet er så tæt, at der sandsynligvis må ske en omtælling af stemmerne.

En dommer i Georgia har afvist et krav fra Republikanerne om, at Georgias sent indkomne stemmer ikke skal tælles med. Der er 16 valgmænd på spil i Georgia.

Biden har også øget sit forspring over præsident Trump i Pennsylvania, hvor 96 procent af stemmerne er talt op. Biden fører med 49,6 procent mod Trumps 49,1 procent.

Biden overhalede præsidenten fredag og fører nu med næsten 29.000 stemmer.

Vinder Biden Pennsylvania er det tilstrækkeligt til en valgsejr, men det kan tage tid, før det endelige resultat er klart. Der er 20 valgmænd på spil i delstaten, og vinder Biden dem, passerer han de 270 valgmænd, som er nødvendige for en sejr.

Biden har mindst 253 valgmænd og Trump har 213. Hvis man regner valgmændene fra Arizona med, hvilket både nyhedsbureauet AP og tv-stationen Fox gør, har Biden allerede 264.

Det ventes at tage flere dage at tælle de sidste stemmer, og hvis der er en marginal på under 0,5 procentpoint skal stemmerne tælles om. En omtælling skal ske senest den tredje onsdag efter valget og være klar den følgende tirsdag.

I Arizona, som gælder 11 valgmænd, er Trump halet ind på Bidens knebne føring. Med 97 procent af stemmerne optalt ligger Biden på 49,6 procent mod Trumps 48,7 ifølge Reuters.

Det er en føring på omkring 30.000 stemmer til Bidens fordel. Her vil der ske automatisk genoptælling, hvis der er en margin på 0,1 procentpoint mellem kandidaterne.

I Nevada er 93 procent af stemmerne optalt. Her fører Biden med 49,8 procent mod 48,0 – omkring 23.000 stemmer. Seks valgmænd er på spil i Nevada.

I North Carolina, som gælder 15 valgmænd, fører Trump med 50,0 procent mod Bidens 48,6. Delstaten er traditionelt gået til republikanerne.

I Alaska, som gælder tre valgmænd, ventes der først et resultat i næste uge. Resultatet fra delstaten ventes ikke at få afgørende betydning for det endelige resultat. For øjeblikket fører Trump med 62,9 procent over Biden, som har 33,0 procent.

/ritzau/Reuters