USA melder for anden dag i træk om ny smitterekord

For anden dag i træk har USA sat dagsrekord i antallet af coronatilfælde, efter at landet det seneste døgn har registreret 123.085 nye smittede.

Det viser tal fra Johns Hopkins University natten til fredag dansk tid ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det er en stigning på næsten 24.000 nye smittetilfælde i forhold til onsdag, hvor USA registrerede 99.660 tilfælde af coronavirus.

Foruden de mange nye smittede har landet også registreret 1226 nye coronarelaterede dødsfald de seneste 24 timer.

De mange nye smittetilfælde i USA kan delvist forklares med, at landet tester mere for coronavirus end tidligere under pandemien.

I alt har USA nu registreret mere end 9,6 millioner smittetilfælde og over 234.000 coronarelaterede dødsfald siden pandemiens begyndelse, hvilket er langt højere end noget andet land i verden i absolutte tal.

Dødstallet i USA svarer til omkring 72,2 døde per 100.000 indbyggere.

Hovedparten af de smittede bliver erklæret raske igen eller udviser ingen symptomer på sygdommen.

20 ud af 50 delstater i USA melder torsdag om daglige smitterekorder, hvilket er flere end på noget tidspunkt i løbet af en enkelt dag under pandemien. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Særligt delstaterne i Midtvesten er hårdt ramt ifølge Reuters.

Torsdag melder Illinois om næsten 10.000 nye smittede, og delstaten har sammen med Texas registreret flest nye smittetilfælde i hele USA den seneste uge.

Smittestigningen har fået flere byer og delstater til at indføre nye restriktioner som udgangs- og forsamlingsforbud for at begrænse spredningen af coronavirus.

Rundt om i USA melder flere hospitaler også ifølge Reuters, at kapaciteten er ved at være under pres.

I North Dakota er der for eksempel kun otte pladser på intensivafdelinger tilbage i hele delstaten.

/ritzau/