Tyskland passerer for første gang 20.000 dagligt smittede

Tyskland registrerer for første gang over 20.000 daglige smittede med coronavirus.

Det viser tal fra Robert Koch Instituttet (RKI), der følger den tyske smitteudvikling.

Fredag er der i alt registreret 21.505 smittede med corona de seneste 24 timer. Det er det hidtil højeste tal, siden pandemien brød ud.

Det er en stigning fra fredag i sidste uge, hvor der blev testet omkring 18.000 smittede på et døgn.

De nuværende smittetal kan dog ikke sammenlignes direkte med smittetallene i foråret, hvor langt færre blev testet.

Tyskland har indført en delvis nedlukning af samfundet for at begrænse den nuværende smittespredning.

Frem til udgangen af november skal restauranter, barer, sportshaller, biografer, teatre og andre kulturinstitutioner holde lukket.

Derudover er forsamlingsforbuddet blevet sænket, så højst ti personer fra to forskellige husholdninger må samles.

Siden pandemien brød ud er i alt 619.068 personer blevet testet positiv for coronavirus i Tyskland, viser de officielle opgørelser.

Torsdag er det tyske antal over personer, der er døde med coronavirus, steget med 166 til i alt 11.096.

Kontakttallet i Tyskland vurderes ifølge RKI til at være 0,79. Det betyder, at ti smittede i gennemsnit smitter otte andre.

Trods det stigende smittetal er kontakttallet blevet nedjusteret fredag fra 0,81 tidligere på ugen.

Testkapaciteten i Tyskland er presset til det yderste. Landets i alt 191 laboratorier har den seneste uge analyseret 1,6 millioner test, som er det absolut maksimale antal test der kan analyseres om ugen.

Tyskland tester ugentligt 1440 personer per 100.000 indbyggere. Det viste tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol i starten af ugen.

Det placerer Tyskland på en 20.-plads over de europæiske lande der tester mest.

Danmark er på en andenplads med 5749 ugentligt testede per 100.000 indbyggere.

/ritzau/dpa