Trump-kampagnen: Valget er ikke afgjort

Donald Trumps kampagne afviser fredag eftermiddag dansk tid, at præsidentvalget i USA er afgjort.

Det sker i en meddelelse, der er udsendt, kort efter at optællingen i delstaten Pennsylvania ifølge nyhedsbureauet AP’s opdateringer viser, at Demokraternes kandidat, Joe Biden, har overhalet Donald Trump i delstaten.

Ifølge de amerikanske tv-stationer og nyhedsbureauet AP’s prognoser i andre stater vil en Biden-sejr i Pennsylvania betyde, at han står til flere end de 270 valgmænd, der skal til for at blive præsident.

Hverken de amerikanske tv-stationer eller AP’s prognoser tør dog udelukke, at Trump kan gøre et comeback i Pennsylvania.

Og Donald Trumps kampagne er stadig overbevist om, at Trump har en chance.

– Valget er ikke ovre. Den falske prognose af Joe Biden som vinder er baseret på resultater i fire stater, der langt fra er færdige, siger Matt Morgan, en rådgiver for kampagnen, i udtalelsen.

Det er ikke klart, hvilken prognose udtalelsen henviser til.

I udtalelsen giver Trump-kampagnen udtryk for, at den er overbevist om, at en omtælling i Georgia vil slette den føring, som Joe Biden har, før de sidste stemmer tælles op.

– Der var mange uregelmæssigheder i Pennsylvania, inklusive at valgforordnede forhindrede vores frivillige observatører i at have meningsfyldt adgang til valgstederne, står der videre i meddelelsen.

I Pennsylvania har en dommer ifølge CNN i en kendelse tilladt observatører fra Trump-kampagnen at komme tættere på de valgforordnede for at observere deres arbejde.

Under høringen forklarede advokaten for Trump-kampagnen, Jerome Marcus, der var “over nul” repræsentanter fra kampagnen til stede på valgstederne.

/ritzau/