Oslo stopper udskænkning af alkohol og lukker sociale mødesteder

I Norges hovedstad, Oslo, bliver alle træningscentre, biografer, teatre, bowlinghaller, svømmehaller og andre sociale mødesteder lukket i et forsøg på at begrænse den stigende coronasmitte.

Og så bliver der indført forbud mod udskænkning af alkohol på barer og restauranter i hovedstaden i de næste uger.

Det siger Oslos byrådsleder, Raymond Johansen, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

– Alle disse steder medfører, at folk samler sig og bevæger sig rundt i byen, siger han på et pressemøde.

– Vi indfører fuldt stop for udskænkning. Udskænkningsstederne har gjort en stor indsats for at begrænse smittespredningen, men nu indfører vi en social nedlukning af Oslo, og så må udskænkningen stoppe, siger han.

Tiltagene træder i kraft fra midnat natten til mandag og vil gælde i tre uger.

De skærpede tiltag i Oslo bliver annonceret, dagen efter at en lang række andre tiltag er blevet indført i hele Norge for at bremse smittespredningen med coronavirus.

Blandt andet blev forsamlingsforbuddet sænket til 20 personer ved private sammenkomster på offentlige steder eller i lejede lokaler, skriver NTB.

Og i private hjem anbefales det, at man ikke inviterer flere end fem gæster.

For hele Norge blev der indført stop for udskænkning af alkohol efter midnat, mens barer og restauranter ikke må tage imod nye gæster efter 22.

Men i Oslo er de restriktioner fredag blevet skærpet yderligere. Og ligeledes i Bergen har de lokale myndigheder fredag meldt nye tiltag ud.

Også her bliver idrætshaller og svømmehaller lukket. Og alle restauranter, caféer og barer i Bergen skal lukke helt klokken 22.

I Bergen er der sporet udbrud af coronavirus på otte plejehjem. De lokale sundhedsmyndigheder i byen anbefaler derfor pårørende til beboere til ikke at komme på besøg.

/ritzau/