Indenrigsminister melder om dødt løb og omtælling i Georgia

Der er så godt som dødt løb mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Demokraternes Joe Biden i delstaten Georgia.

Derfor er forventningen, at en omtælling bliver nødvendig i delstaten. Det oplyser Georgias indenrigsminister, Brad Raffensperger, fredag eftermiddag dansk tid.

– Med en så lille forskel vil der være en omtælling i Georgia, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge en valgtilforordnet mangler der at blive optalt mindst 4169 stemmer i delstaten.

I den seneste opgørelse fra nyhedsbureauet AP står både Biden og Trump til 49,4 procent af stemmerne i Georgia.

Biden fører med godt 1000 stemmer ifølge opgørelsen.

Der er 16 valgmænd på spil i Georgia.

Torsdag aften førte Trump over Biden med omkring 14.000 stemmer i delstaten. Men siden da har Biden halet ind og siden overhalet præsidenten.

Den amerikanske radiostation NPR skrev tidligere fredag, at Georgia ventes officielt at bekræfte valgresultatet 20. november.

/ritzau/