EU straffer Hvideruslands Lukasjenko med sanktioner

EU har som følge af den fortsatte undertrykkelse af demokratibevægelsen i Hviderusland indført sanktioner mod præsident Aleksandr Lukasjenko.

Sanktionerne er fredag trådt i kraft mod den 66-årige præsident. Det fremgår af en officiel bekendtgørelse, skriver nyhedsbureauet dpa.

Yderligere 14 hviderussiske embedsfolk rammes af sanktionerne.

Der er tale om indefrysning af værdier i Europa og et rejseforbud.

Det er blevet en realitet, efter at der blev skabt enighed tidligere på ugen mellem EU’s ambassadører.

Den formelle beslutning om at ramme Lukasjenko med sanktioner blev truffet på et møde mellem EU’s udenrigsministre 12. oktober.

Men ministrene undlod ved den lejlighed straks at føje Lukasjenko til listen over hviderussere, der skulle være omfattet af sanktionerne.

Lukasjenkos søn og nationale sikkerhedsrådgiver Viktor er blandt de hviderussiske topfolk, der rammes af de nye europæiske sanktioner.

Canada har fredag også tilsluttet sig de europæiske sanktioner, skriver Reuters.

Der har siden præsidentvalget i Hviderusland 9. august været store demonstrationer mod det hviderussiske regime.

Efter valget blev Lukasjenko udråbt som vinder med cirka 80 procent af stemmerne, mens oppositionens ledende kandidat kun fik godt 10 procent.

EU anser det for grov valgsvindel og vil ikke længere anerkende Lukasjenko som Hvideruslands præsident.

/ritzau/