Der blev skabt 638.000 job i USA i oktober

I USA blev der skabt 638.000 job uden for landbruget i oktober.

Det viser de nyeste jobtal, det såkaldte kongetal, der fredag er offentliggjort af det amerikanske beskæftigelsesministerium. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Beskæftigelsen har dermed i oktober været bedre end forventningen, som lød på 580.000 job.

Beskæftigelsen er i alt steget med omkring ti millioner personer siden slutningen af april. Det betyder, at omkring halvdelen af forårets massive tab af i alt 20 millioner job nu er blevet halveret.

Det påpeger cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, i en kommentar til kongetallet.

– Selv om beskæftigelsen i USA fortsat stiger, så kan fremgangen dog langt fra siges at være imponerende, siger han.

– Der er tværtimod meget, der tyder på, at genopretningen af arbejdsmarkedet har mistet fart her i efteråret. Arbejdsmarkedet tog simpelthen brandstangen ned og humper nu kun langsomt og prustende op ad trapperne igen.

Oktober tegner for den sjette måned i træk, hvor beskæftigelsen har været stigende i USA.

Alligevel er der kun grund til en meget begrænset optimisme, hvis man spørger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom for Arbejdernes Landsbank.

– Selv om beskæftigelsen overrasker positivt i oktober, så står måneden alligevel med den laveste beskæftigelsesfremgang i løbet af det seneste halve år, siger han i en kommentar.

– Flere elementer peger på, at farten er gået ud af genopretningen, om end retningen stadig er den rigtige. Fremgangen var størst i juni med næsten fem millioner nye job.

I USA venter man stadig på et resultat af tirsdagens præsidentvalg.

Ifølge Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, kan det, der tegner til at blive en neglebidende tæt resultat, komme til at påvirke jobskabelsen negativt.

– Økonomien er fortsat langt svagere end før covid-19, og et mudret valgresultat betyder, at genopretningen af økonomien kan trække ud i flere år, skriver han i en kommentar.

/ritzau/