Store medier tøver med at erklære Biden-sejr i Arizona

Nyhedsbureauet AP og tv-stationen Fox News har begge på baggrund af egne prognoser erklæret Demokraternes Joe Biden som vinder af delstaten Arizona. Staten kan være afgørende for, hvem der vinder præsidentvalget.

Det gjorde de allerede onsdag.

Men flere amerikanske medier, herunder tv-kanalerne NBC og CNN, er mere tilbageholdende med at erklære en vinder.

Og avisen New York Times rapporterer torsdag, at Bidens føring i Arizona skrumper, i takt med at flere stemmer bliver talt op.

Ifølge CNN’s optælling er omkring 86 procent af stemmerne talt op klokken 17.50 dansk tid, hvor cirka 69.000 stemmer holder Biden foran præsident Donald Trump.

Torsdag omkring klokken 17.30 dansk tid tør Jen O’Malley Dillon, kampagnechef for Joe Biden, ikke at erklære sejr i Arizona.

Hun siger, at det vil tage tid, før de endelige resultater for delstaten foreligger, og at Bidens føring kan snævre ind.

Arizona har 11 valgmænd. Går de til Biden, som AP og Fox News har meddelt, mangler Biden ifølge AP’s samlede optælling blot seks valgmænd for at nå de 270, det kræver at blive præsident.

Dermed kan han nøjes med delstaten Nevadas seks valgmænd. Biden fører i Nevada, som er en af de svingstater, hvor der endnu ikke er erklæret en vinder.

Går Arizonas valgmænd omvendt til Trump, skal Biden vinde en af de øvrige svingstater, hvor der endnu mangler resultater.

Det er Pennsylvania (20 valgmænd), North Carolina (15 valgmænd) og Georgia (16), hvor Trump ifølge foreløbige optællinger fører.

Klokken 17.50 dansk tid har Biden ifølge AP’s prognoser, som er inklusive Arizona, 264 valgmænd. Trump har 214.

Nyhedsbureauet Reuters og New York Times rapporterer, at spændingerne stiger i Arizona.

Omkring 200 Trump-supportere mødte tidlig torsdag lokal tid op foran et valgkontor i delstatens hovedstad, Phoenix, efter udokumenterede rygter om, at der foregik valgfusk. Nogle af dem bar rifler og håndvåben.

Det medførte, at optællingen af stemmer blev flere timer forsinket. De mødte også op ved rådhuset, hvor de råbte “skam over Fox”, efter at tv-stationen tidligt havde udnævnt Joe Biden som vinder i delstaten.

/ritzau/