Prognose fra EU: Først i 2023 vil økonomi være som før krise

Økonomierne er skrumpet over hele EU, og endnu en nedtur har ramt med den anden coronabølge, som aktuelt medfører nedlukning og forstyrrelser.

Pandemien betyder, at det samlede bruttonationalprodukt (bnp) for EU-landene først i 2023 vil være tilbage på niveauet før krisen.

Det spår EU-Kommissionens økonomiske efterårsprognose, som er udsendt torsdag.

– Disse skøn betyder, at ved udgangen af 2022 vil bnp for hele EU være lige under niveauet fra før krisen, siger EU-økonomikommissær Paolo Gentiloni.

Der bliver ikke tale om en V-formet krise, hvor man ser et brat fald, og straks efter en lige så brat opstigen til samme niveau. Nedgangen for de skrumpende økonomier i EU vil vare længere.

Det er den anden bølge med virus i EU med til at forværre.

– Genopretningen er blevet afbrudt, siger Gentiloni.

Økonomierne skrumper med 7,4 procent i år for hele EU. Det er dog lavere end et skøn fra juli, der lød på 8,7 procent.

Væksten ventes at vende tilbage fra næste år, hvor den for hele EU skønnes at blive på 4,1 procentpoint.

Men væksten vurderes nu at blive svagere i både 2021 og 2022 end hidtil antaget.

Zoomer man ind på Danmark, viser rapporten, at niveauet fra før krisen vil blive nået i 2022.

– Mens bnp-faldet i første halvdel af 2020 er det største, der er målt, så er en genopretning nu i gang ført an af privatforbruget, skriver EU-Kommissionen om Danmark.

Medicinal- og landbrugsprodukter, som udgør en stor del af dansk eksport, er med til at holde Danmarks eksport oppe. Omvendt har en nedgang i turisme, byggeri og shipping trukket kraftigt i den anden retning.

Prognosen for EU-landene er ifølge EU-Kommissionen forbundet med betydelig usikkerhed. Det er særligt pandemiens udvikling, som fortsat er umulig at forudsige.

Det er uvist, hvornår en vaccine kan være klar, og om den vil være effektiv i en grad, så også økonomierne normaliseres.

/ritzau/